Hurra for vores nye købmand

1. oktober er der skiftedag hos ‘Min Købmand’ i Balle, når rutinerede Bo Møller tager over i landsbyens dagligvarebutikLars Norman Thomsen

BALLE Forventningens glæde lyser oprigtigt ud af Bo Møller, 50, kommende ‘Min Købmand’ i Balle. Han afløser Joan Olsen, der har haft ansvaret for driften siden efteråret 2016.

Bo Møller møder frem med en længere karriere i butikslivet.

“Jeg stammer fra Ulstrup og blev uddannet i Brugsen i Helsted. Siden har jeg været forbi dagligvarebutikker i Hedensted og Støvring, og jeg har været leder af Fakta i Egå i to år,” fortæller Bo Møller, som bor i Randers, men har en kæreste i Kolind.

Det seneste års tid har han arbejdet i en lidt anden boldgade hos JCN Bolig, der har base i Herning. JCN Bolig arbejder udelukkende på BtB markedet, hvor virksomheden udfører boligbyggerier for boligselskaber, pensionskasser og investorer.

“Da jeg læste i Adresseavisen om muligheden for at blive købmand i Balle, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville tilbage til min gamle branche. Ikke mindst fordi ‘Min Købmand’ har borgerne i Balle og oplands store opbakning og tiltro. Det har de vist ved at investere i butikken,” siger Bo Møller.

Han vil gerne flytte tættere på Balle, men det kræver, at han kan komme af med sin nuværende bopæl i Randers på “en fornuftig måde”.Købmanden i Balle ApS

‘Min Købmand’ er en af Dagrofas lokale butikskæder. Min Købmand har 163 butikker fordelt over hele landet, som er ejet af selvstændige købmænd.

Som selvstændig købmand lejer Bo Møller bygninger og inventar af Andelsselskabet Købmandsgården i Balle AMBA, der har Lars Boelsmand Nielsen som bestyrelsesformand.

“Jeg har investeret 250.000 kroner, har oprettet en anpartsselskab, ‘Købmanden i Balle ApS’, og det bliver det selskab, der skal drifte ‘Min Købmand’. En del af pengene er brugt til at købe det eksisterende varelager for,” forklarer Bo Møller.Butik med muligheder

“Vores nye købmand er en glad mand, der ved, hvad det kræver, at drive en lille købmandsbutik, som har en fin omsætning på over ti mio. kroner inkl. moms,” siger en tilfreds Lars Boelsmand Nielsen, der ikke kan får armene ned over, at det lykkedes at finde en ny købmand.

“Jeg er klar til arbejde fra syv morgen til syv aften i den første tid, så jeg får snakket med så mange kunder som muligt og får en tydelig fornemmelse af deres forventninger og behov. Min klare mening er, at der er basis for at lave en større omsætning,” siger Bo Møller.

Han møder frem med mange idéer i støbeskeen, men er ikke interesseret i at lave revolution fra første dag.

“Jeg har respekt for min forgængers store indsats, men har naturligvis mine egne planer. For eksempel vil jeg bruge de sociale medier meget aktivt i markedsføringen, og jeg vil også løbende justere i sortimentet. For mange ‘røde skilte’ i butikken med en snarlig sidste salgsdato vil jeg gøre meget for at undgå. Jeg synes, skiltene sender et helt forkert og lidt træls signal,” lyder det fra den nye købmand, som nævner mexicanske madvarer som en mulighed i sortimentet fremover.

Bo Møller får hjælp på fuld tid af Karina Lunøe Rohde i butikken.

Hun fortsætter hos ‘Min Købmand’ efter vagtskiftet.

Det sammen gør en række ung-medarbejdere.

1. oktober er der formelt vagtskifte i butikken, og derfor er skodderne trukket for. Dagen efter siger Bo Møller god morgen klokken 7 skarp, og 3. oktober kulminerer det hele med, at bestyrelsen med Lars Boelsmand Nielsen i spidsen også bidrager til løjerne i tidsrummet 11-15.

“Vi serverer lidt godt til ganen…sandwiches og øl eller vand, og så håber vi at få nye anpartshavere med i folden,” siger bestyrelsesformanden. Foto er taget fra vores åbningsdag den 3. oktober 2020 med vores nye købmand.

Anparter koster 1.250 kroner stykket, og lige nu er der cirka 170 anpartshavere, men bestyrelsens mål hedder at nærme sig 200 i løbet af kort tid.

“Vi forventer selvfølgelig, at visheden om, at der nu er kommet en ny købmand til, overbeviser tvivlerne om, at ‘Min Købmand’ har en sund fremtid,” siger Lars Boelsmand Nielsen.