Byhistorie

Lokalhistorie – Balle ca. 1700 – ca. 1800
Af Erik Bøjstrup 2008.


Fra omkring 1790 og frem til i dag kan man ved hjælp af de i samme tidsrum fremstillede landkort detaljeret følge selv små landsbyers udvikling. Fra tiden før 1790 findes der ikke meget materiale – og slet ikke landkort – som kan fortælle os om ændringer i landsbyernes struktur og bebyggelse. I nærværende artikel skal der alligevel gøres et forsøg på at skildre ændringer i den bebyggelsesmæssige udvikling i Balle mellem 1700 og 1790.

Kortet “Balle 1794” er tegnet på grundlag af udskiftningskortet, som er det ældst kendte over området, og viser bebyggelsen i Balle og Enegårde.
For at lette læserens orientering er navne på gader og vandløb påført. Vi ser tre gårde i Enegårde og hele tolv i Balle, hvoraf fem omkring 1795-96 blev flyttet ud på Bymarken, nemlig tre (nr. 3, 5 og 4) til Birkesig og to (nr. 2 og 15) til marken vest for Balle.
Gårdene er nummereret 1-15 ifølge de numre, som de havde fra gammel tid – herom senere. Balle vandmølle (dammen vist med prikker) er markeret med tallet 16, smedjen med tallet 17 og hjulmagerhuset (Østergade 14) med tallet 18. Tallene 16, 17 og 18 har ikke noget med gårdenes nummerering at gøre. De på kortet afsatte ikke nummererede ejendomme var beboet af husmænd.
Derudover har der måske også rundt om i Balle by ligget nogle få og små Jordløse huse, der næppe har fyldt meget i bybilledet, og som derfor ikke er blevet fundet værdige til at blive afsat.

Hvad der har forekommet nok så iøjnefaldende, var de mange stensatte diger langs med vejene og rundt ved gårdene, og som på kortet er markeret med “savtakket” linje. Alt i alt ville det gamle udskiftningskort udgøre en ganske pålidelig kilde, såfremt man skulle fremstille en model af datidens Balle-Enegårde.

Om gårdenes omtrentlige beliggenhed i forhold til nutidige gadenavne og husnumre. kan meddeles: Gård nr. 1 lå ved Østergade 27-29, nr. 2 ved Østergade 30, nr. 3 ved Krogen 6, nr. 5 ved Krogen 2, nr. 8 ved Østergade 22-24, nr. 13 ved Østergade 8-10, nr. 14 ved Østergade 4-6, nr. 15 ved Søndervang 1, nr. 4 ved Søndervang 2 (hvor “Balle Møllegård” ligger), nr. 12 ved den gamle stuehuslænge på Balle Skovvej, nr. 11 lå ved den gamle mejeribygning, nr. 10 ved Gl. Skolevej 4-6 (Balle gamle skole), nr. 7 ved Enegårdsvej 1, nr. 9 ved Enegårdsvej 2 og nr. 6 lå i haven til Enegårdsvej 2.

byplan-1794

Måske er læseren under gennemgangen blevet opmærksom på, at nogle af gårdene (1, 2, 3 og 6, 7 samt 13, 14, 15) lå placeret i rækkefølge, mens andre gårdnumre blot synes at være strøet ud over bykortet. Er det tilfældigt, og hvad betyder det?
Lad os først se på det system der afgjorde, hvilket nummer en gård havde fået tildelt fra gammel tid. Meget forenklet kan det forklares således:
Kom man fra øst til en landsby, havde den første gård på vejens venstre side nr. 1, den næste nr. 2 osv. Når man så nåede frem til den sidste gård på venstre side, sprang man over i vejen til dennes modsatte side og fortsatte nummereringen tilbage mod udgangspunktet. Numrene svarede til rækkefølgen af hundredvis af små-agre fordelt ud over Bymarken således at forstå, at gård nr. 1 havde den østligste ager, gård nr. 2 havde ageren ved siden af, sådan fortsatte det indtil ageren til gård nr. 15. Herefter fulgte en ager til gård nr. 2 osv. På den måde havde hver bonde mere styr på, hvilke agre han rådede over rundt om i Bymarken.

Desuden var nummereringen også praktisk at arbejde med i godsregnskabet, hvor det var gårdens landgilde, der blev ført regnskab over, selv om det i praksis var fæsteren, som betalte. Man kunne altså ikke bare ændre nummeret på en gård.

Tilbage i middelalderen lå landsbyernes gårde og huse meget tæt sammen, ofte kun adskilt af smalle smøger. Brande udviklede sig derfor ikke sjældent til katastrofer, hvorfor man forsøgte at undgå nye ulykker ved at genopføre de nedbrændte gårde med større indbyrdes afstand.
Da en genopført gård altid skulle beholde sit gamle nummer, betød flytning til et nyt gårdsted, at den nu ikke længere lå i den “rigtige” rækkefølge. Med flere gårdflytninger i løbet af en årrække kunne det efterhånden medføre “rod” i nummereringen, som det jo netop ses på kortet “Balle 1794”, hvor kun gårdene nr. 1, 2, 3 og 6,7 samt 13, 14, 15 lå i rigtig rækkefølge.
Landsbyens øvrige gårde må derfor være flyttet fra deres oprindelige beliggenhed i forbindelse med genopbygningen efter ildebrand.

Og ganske rigtigt, Balle er i 1700-tallet blevet ramt af to større ildebrande. Lad os se på, om gårdflytninger i forbindelse med en efterfølgende genopbygning kan forklare den uorden, som numrene på kortet “Balle 1794” står i.
Ved en brand d. 21. februar 1781 brændte fire gårde, nemlig nr. 12, 11, 10 og 8. Ilden opstod i nr. 12, som vides dengang at have ligget lidt syd for Østergade 14 (nr. 18 på kortet), idet dette hus i 1739 var blevet opført på havejord tilhørende gård nr. 12.
Om brandens forløb ved vi, at vinden var i vest; fra gård nr. 12 har ilden bredt sig til nr. 11, 10 og 8, der følgelig må have ligget samlet i en klump øst for.
Hvad med gård nr. 9, som vel engang må have ligget i nabolaget? Når nr. 9 ikke brændte ved den lejlighed, må grunden være den, at den også i 1781 lå i Enegårde.

Endnu i 1781 har erindringen om en storbrand godt 70 år tidligere været levende. Derfor besluttede man, at det nu skulle være slut med gårde, der lå klinet op ad hinanden. Af de fire nedbrændte flyttede man nr. 12 ud på Balle Skovvej, nr. 11 til stedet hvor senere mejeriet kom til at ligge, og nr. 10 blev genopført, hvor Balle skole mange år senere blev bygget. Nr. 8 derimod blev placeret omtrent på egen brandtomt.
Af sidstnævnte gård er endnu stuehuslængen (Østergade 22-24) beboet. I øvrigt eksisterer også stuehuset til gård nr. 12 på Balle Skovvej; begge blev genopført i 1781 og er dermed byens ældste bygninger.

Den store brand. Det er i år 299 år siden, at en endnu større brandkatastrofe ramte Balle, helt præcist skete det d. 30. april 1709. Af 13 gårde i selve Balle by nedbrændte de 10 på nær to stuehuse, desuden Balle vandmølle, smedehuset og et par småhuse.
Ud over at branden betød en katastrofe for de brandlidte og for landsbyen som helhed, var den også en alvorlig sag for Rugaards ejer, Axel Arenfeldt (søn af heksejægeren), der som ejer af gårdene skulle svare skat til kongen.

Der er ikke bevaret ret meget materiale om branden. Årsagen til det er den, at egnen omkring Rugaard, dvs. sognene Hyllested og Rosmus, dengang hørte til rets kredsen Rugaard birk.
Birkets øverste embedsmand var birkefogeden, også kaldet birkedommeren, som blandt mange andre sager også tog sig af eventuelle brandforhør, som birkeskriveren tog referat af til tingbogen.
Sådan er det også gået til i det aktuelle tilfælde her, men birkets protokoller fra den tid er for længst bortkommet.

Takket være Axel Arenfeldts forsøg på at opnå fritagelse for at svare skat af de afbrændte gårde findes i afskrift i Sønderherreds justitsprotokol et lille uddrag fra Rugaards birkeprotokol af brandforhør m.m.
Det drejer sig bl.a. om en kort omtale af nogle omstændigheder ved branden, navnene på de brandramte fæstebønder og de respektive gårdes hartkorn.

Lokalt synes erindringen om katastrofen at være gået tabt for længe siden. Og dog, under en samtale med mig omkring 1975 ytrede Jens Frederiksen, hvis slægt i generationer har boet på egnen, at “Balle er brændt engang”, men om der her var tale om et svagt ekko af branden i 1709 eller den i 1781, er ikke til at vide.

Nu til selve branden, som må være opstået 30. april omkring middagstid.
Søren Andersen af Hoed bevidnede ifølge retsmødet 17. maj, “at sidste tirsdag 14 dage en time over middag, da han var indkommet af marken fra sit arbejde udi sin stue, hørte han anskrig af folk udi gården, og de ringede med Hoed kirkeklokke”. Da han gik ud i gården, så han Ild i stuehuset til den østligt beliggende gård i Balle, og sammen med 3 andre fra Hoed ilede han over for at hjælpe og redde. Men allerede ved ankomsten var også nabogården omspændt af flammer.
“Formedelst den store storm og øster vind samme tid var” gik alle fire Hoed-folk til smedens hus lige ved siden af. Men da smedens hus lå meget nær de brændende bygninger, kunne de “hverken formedelst stormens videre hårdhed og ildens hastighed intet uden største livsfare der forrette”.
De gik så ned til Balle Mølle, som lå vestligst i landsbyen (ved Søndervang 3). Her har de formodentligt forsøgt at væde taget med vand fra mølledammen eller åen, for “da han med de andre kom på møllerhus og tag blev de var, at midt i isteraden (stuehuset) optændtes ilden”. På mindre end to timer blev Balle, på nær de tre gårde og to (skånede) stuehuse, ildens bytte. Enegårdes to gårde var også undtaget.

Der nævnes ikke noget om tab af menneskeliv, men de brandlidte bønder mistede deres tære- og sædekorn, indbo og udbo samt en del kvæg. I den forbindelse må vi erindre os, at man dengang ikke kendte til forsikring, så det lille samfund stod foran svære tider.

Ud over vidnet Søren Andersen fra Hoed mødte i retten d. 17. maj otte udpegede “ottemænd” fra Ulstrup, Vistoft, Viderup, Ebeltoft, Fejrup og Hedegårdene, der skulle bevidne skaderne. Det var første skridt fra ejerens side, Axel Arenfeldt på Rugaard, i en længere procedure vedrørende ansøgning til amt og konge om skattefrihed.
Han fik sin skattefrihed for de nedbrændte gårdes vedkommende, gældende for tre år.

De nedbrændte gårde var nr. 4-5 og nr. 8-15, som alle blev genopført. Ved den lejlighed må nr. 4 være blevet flyttet til byens udkant, nemlig til stedet Søndervang 2, hvor Balle Møllegård nu ligger. Gård nr. 9 blev flyttet ud til Enegårde.

Hvad så med de øvrige? Er de blot blevet genopført i rækkefølge i Krogen og langs Østergade? Ja, – og nej!
Før branden i 1709 kan gårdene nemlig ikke have ligget, som man umiddelbart kunne fristes til at tro. For nr. 1- 5 i Krogen og nr. 8-15 langs Østergade ser umiddelbart rigtigt ud, men hvordan skal man så få nr. 6 og 7 i Enegårde passet ind? Altså må vi prøve på at forestille os et Balle med en anden byplan, end den vi kender.

Inden vi ser på det, vil jeg nævne en bemærkning fra “tante Olga”, alias Olga Jacobsen, hvis far i 1884 havde opført huset Østergade 16:”Der har engang ligget en gård syd for huset henne ved engen”.

Men nu til spørgsmålet hvordan Balle så ud før branden 1709.
Svaret på det er lettere at forstå ved hjælp af Holger Wolsings tegning “Balle før 1709”. Inden vi gennemgår den, skal det understreges, at den ikke giver sig ud for at være en gengivelse af datidens Balle, hverken med hensyn til antal længer, disses størrelse eller gårdenes beliggenhed. Tegningen skal blot give et indtryk af landsbyens omtrentlige struktur før branden.

Først en forklaring til “Balle før 1709”: Vi ser gårdene nr. 1-15 med undtagelse af nr. 6 og 7, som jo lå i Enegårde; nr. 16 er vandmøllen ved Balle Mølleå, som ses til venstre i billedet. I billedets modsatte side – fra højre – kommer vejen/bygaden ind og passerer gårdene 1-5 (på venstre hånd) og 15-14 (på højre hånd) gennem gaden Krogen.
Efter gård nr. 5 (hvor branden opstod) svinger gaden i vestlig i retning, og vi ser gårde på højre side af gaden, mens terrænet på venstre side skråner ned mod Balle Mølleå. Vejer når ved vandmøllen og gård nr. 8 (ved købmandshandelen) frem til Søndervang og til Vestergade (stiplet dobbelt linje skråt op mod højre) og videre ud til Enegårde.
Næsten diagonalt trukket ses en dobbelt stiplet linje, som begynder omtrent fra nederste højre hjørne. Den markerer forløbet af den nuværende Østergade, der i 1709 ikke eksisterede som vej, men måske nok som kørespor. Øverst på tegningen ses forbindelsen fra den stiplede Østergade til de ligeledes med stiplede linjer markerede Vestergade og Søndervang.

Om indkørslen fra nord ind i Balle – i tegningens højre side – er der at sige: Overleveringen fortæller, at vejen fra Grenaa i tidligere tid har krydset Hoed å tæt vest for Hoedgård, hvor engen er smal og derfor må have været, lettere passabel på fugtige årstider. Vejen har herfra fortsat i sydlig retning forbi gård nr. 1 (ved Østergade 27-29) og videre gennem Krogen, hvor der sandsynligvis har ligget gårde på begge sider, som det ses på tegningen.

Den sidste gård i Krogen var nr. 5, og da næste gård i rækkefølgen, nr. 6, ligger i Enegårde, kan der ikke have været gårde på venstre side af vejen. Det passer jo også godt med det skrånende terræn ned mod åen.
Vi får således en fortsættelse af nummereringen i Enegårde med nr. 6 og 7 helt efter systemet, hvorefter vi vender om med retning mod udgangspunktet og fortsætter med gård nr. 8 ved vandmøllen, fulgt af gård nr. 9, 10 osv.
Men bemærk, at det har været en nummerering, som var omvendt af den, som vi kender fra kortet 1794.

Da man i 1709 genopbyggede Balle, har man åbenbart anlagt en ny bygade, nemlig Østergade. Måske fordi man så blev fri for den krogede og muligvis trafikalt besværlige gamle gennemfartsvej.
Krogen – Østergade blev herefter betragtet som én lang ny bygade, hvor alle gårde lå på venstre hånd, når man ankom fra øst. De laveste numre (1, 2, 3, 5) lå i Krogen, 6 og 7 (+ den udflyttede nr. 9) i Enegårde, og så blev nr. 8 og 10-15 bygget langs med Østergade, med nr. 8 østligst, derpå 10, 11 osv.

Man har altså besluttet sig til ved genopbygningen at lægge gårdene i den rigtige rækkefølge, når der var mulighed for det. Det gjorde man ved at flytte gårdstedet for gård nr. 8 fra naboskabet ved Balle vandmølle til stedet ved Østergade 22-24, og tilsvarende flyttede man de øvrige gårde (nr. 10-15), så at de herefter kom til at ligge i omvendt rækkefølge i forhold til tiden før branden.
Smedjen, som indtil branden havde ligget i nærheden af gårdene nr. 4 og 5 i Krogen, blev flyttet ud på Søndervang (nr. 17 på kortet “Balle 1794”).

På et senere tidspunkt i 1700-tallet har man forlænget Østergade østpå fra Krogen og ført vejen hen over en vase (lav dæmning forstærket med grene) til en bro eller et vadested over Hoedå.

Sandsynligvis har Balle også længere tilbage i tiden været udsat for brande, og det kan ikke afvises, at der kan være sket ændring i bybilledet i stil med den, der fulgte efter branden i 1709. Men egentlig synes man godt at kunne skimte et oprindeligt Balle i 1709-udgaven.
“Balle” betyder ifølge stednavneforskerne “jævnt stigende forhøjning”, og det passer jo fint med terrænet, der fra hhv. Balle Mølleå og Hoedå stiger op mod Balle.

De 12-14 gårde, som landsbyen har bestået af, er ikke blevet bygget på én gang. De første er tænkeligt blevet placeret langs gaden Krogen eller dens forlængelse nordpå. Her har bønderne følt sig trygge med den korte afstand over til naboerne i Hoed på den anden side åen; denne landsby er nemlig ældre end Balle.

Balle vides første gang nævnt i 1469, men kan sagtens være noget ældre. Enegårde omtales som Eninge allerede omkring 1180 og var da en landsby med (formentlig) adskillige gårde og tilhørende bymark og skov.
Bortset fra et par gårde (Enegårde) forsvandt Eninge, hvis bymark for største delens vedkommende synes at være blevet overtaget af landsbyerne Balle, Rude (ved Rugaard) og Rosmus.
Eninges delvise forsvinden, som vi ikke kender årsagen til, har været en forudsætning for, at Balle senere kunne udvikle sig til en stor landsby.

I nogle hundrede år har Balle og Enegårde ligget som to landsbyer, en større og en lille, der frem til tiden omkring 1650-80 ser ud til at have haft separate bymarker, men derefter én fælles, Balle mark.

byplan-foer-1709

Gårdene på tegningen svarer så nogenlunde til følgende bekendte ejendomme omkring 1950:                                                                  Nr. 1: Gråkærsgård, Nordre Kærvej 47 – Nr. 2: Edelstrup, Edelstrupvej – Nr. 3: Nordalsgård, Rugårdsvej 18 – Nr. 4: Birkendegård, Birkesigvej 4 og 15 – Nr. 5: Houlegård, Birkesigvej 19 – Nr. 6 og 7 lå i Enegårde uden for tegningen – Nr. 8: Gårdens jord (matr. 7) lagt til Gråkærsgård og gården Enegårdsvej 2 – Nr. 9: Enegårdsvej 2, udflyttet efter branden i 1709 – Nr. 10: Dalgården, Ny Ballevej 9 – Nr.11: Majerigården (matr. 7), jorden lagt til Solhøj, Ny Ballevej 12 – Nr. 12: Krogagergård (matr. 6), Balle Skovvej 5, jorden lagt til Balle Møllergård i 1934- Nr. 13: Enggården (matr. 3) brændte i 1940 (den åbne plads på sydsiden af Østergade) – Nr. 14: Nygård, Gratbjergvej 3 og Edelstrupvej 2 – Nr. 15: Solhøj, Ny Ballevej 12