Heksejagt på Rugaard

Hekseforfølgelser på Rugaard

Frit fortalt efter min svigermors fortaling Charlotte Mourier-Petersen i april 1987

690x_[1]

Om hekse har man hørt om fra tidernes morgen. Den ældste jeg i øjeblikket kan komme i tanker om, er heksen fra Endor, som man kan læse om i biblen, i 1. Samuels bog kap. 28, vers 7.

“Kong Saul fik hende til at mane Samuel frem for at få at vide af ham, hvordan det skulle gå ham i krigen mod Philistrene”. Men hende vil jeg ikke komme ind på, da jeg ikke ved andet, end det der står om hende i Samuels bog (kvindediskriminering).

Man hører mere om hekse end om troldmænd. Måske er det en form for misundelse fra mændenes side over “kloge koner” med kendskab til urter, behandling af syge, husråd, o.m.a.

Men mest ligger det nok i fortidens uvidenhed, undertrykkelse og overtro.

Det er hekse herhjemme, vi skal høre om. Heldigvis er det et overstået stadium nu, selvom der findes en satanskult med hekse siges der også nu til dags her i landet, men jeg kender intet andet til det, end der har stået i avisen og jeg synes, det er noget sært tøjeri.

Hekseforfølgelserne er et af historiens mørke punkter. Det startede i 1448 med en bulle, det var en forordning fra Pave Innocens den 8. og den satte forfølgelserne i gang.

Man troede visse kvinder og mænd havde overnaturlige evner og ved djævlens hjælp kunne bringe ulykke og død over andre mennesker og dyr.

Man mente også, at de deltog i en såkaldt heksesabbat, der blev afholdt på Bloksbjerg, bjerget Brocken i Harzen i Tyskland og på Hekkenfeldt, der er vulkanen Hekla i Island. Derfra stammer udtrykket “det går ad hekkenfeldt til, når noget er helt galt. 2

Til disse steder kom deltagerne ved at ride på kosteskafter eller forke. Her i landet var mødestederne: Skærtorsdag, Valborgsaften den 30. april eller Skt. Hansaften. Valborgsaften kendtes mest i Jylland, men der brændtes bål af begge disse aftener. Skt. Hansaften gør man det jo stadig, om man endnu brænder bål af Valborgsaften, ved jeg ikke.

Stederne heksene fløj fra skiftede med egnstraditionerne. Ved reformationens indførelse i Danmark i 1536 skete der ingen standsning i denne uhyggelige tro, der kostede millioner af mennesker livet i Europa

Hekseprocesserne fortsatte både i den katolske og i den protestantiske kirke og den ligefrem førte an i forfølgelserne. Sjællands første evangeliske Biskop Palladius beretter i en Visitatsbog: “at troldkvinderne nu får deres rette løn. De brændte jo tilforn en hob af dem udi Malmø, udi Køge og andetsteds, og hører vi, der sidder atter en hob greben i Malmø og her brændes. Udi Jylland og småøerne ere de udi jagt efter dem som ulve, så der nyligen blev greben og brændt på Als og de andre små, omliggende øer ved 12 og 40tyve troldkvinder. Den ene røber den anden, så de følges hen til hin verden” citat slut.

Her på egnen (Djursland) var det Jørgen Arnfeldt på Rugaard, der huskes for sine hekseforfølgelser.

Jørgen Arnfeldt var en brorsøn af Hans Axelsen Arnfeldt, der byggede Rugaard i årerne omkring 1585-1590.

Hans Axelsen Arnfeldt kom i 1570 i besiddelse af krongodset i Rosmus Birk ved at mageskifte med Kong Frederik den 2. Krongods: dvs. ejendom som kronen, kongen ejede. Mageskifte: dvs. at bytte fast ejendom.

Dette Krongods, som Hans Axelsen Arnfeldt mageskiftede med Kong Frederik d. 2 havde for største del tilhørt Øm Kloster på Skanderborg egnen, ved Mosssø. Men efter reformationen blev det inddraget som kongelig ejendom. Man anlagde to klostre og tog deres ejendom fra dem.

Det Hans Axelsen Arnfeldt fik, bestod af 2 gårde i Rosmus, 3 i Ørup, 14 i Balle og Balle Mølle, 3

8 gårde i Attrup, 2 i Enegårde, 16 i Rove by, Foruden Rovegård og Rovegård Lofthidt, “hvor Abbederne wdj Emcloster haffuer haffdt Theris Bøgning och Tilflugt”.

Hertil kom endvidere nogle jordstykker og 16-17 gårde udenfor Birket.

Det første Hans Axelsen Arnfeldt foretog sig efter dette mageskifte, var at rive Rove by ned og påbegynde opførelsen af Rugaards nuværende hovedbygning, der blev fuldført i slutningen af 1580’erne.

Rugaard[1]

Bygningen har som det synes holdt sig ret uforandret. Den består af 2 fløje, hvoraf det er hovedfløjen mod vest, der er opført af Hans Axelsen Arnfeldt. Sidefløjen mod nord har 2 stokværker (etager).

Grundmuren er af granit-kvader. Den er antagelig fra begyndelsen af 1700’tallet, men i en brandtaksation fra 17.01.1799, er kun den underste etage nævnt, så den øverste etage er yngre, antagelig fra efter år 1800.

På den ene skorsten er der inde på loftet ridset 1835. En lav bindingsværkfløj mod syd blev revet ned i 1857 af min mands bedstefar (Peter, Poul Chr. Ferdinand Mourier-Petersen), da den var i en meget dårlig stand. Den er også nævnt i den før omtalte brandtaksation.

Hovedbygninger har hvælvede kældre og den hviler på en sokkel af granitkvadre. Den har 2 stokværk og 2 tårne der siges, at have været en etage højere.

Hele bygningen er bygget af røde munkesten. Lige under taget er der en række kvadratiske huller, der siges at være skydeskår, men er snarere for ventilationen på loftet.

Duer og Alliker holder meget af at bo i dem, men de kan ikke komme ind på loftet, da der er trådnet for.

I sydgavlens ene glug (hul) bor altid Tårnfalke, i år er der også et par i nordgavlens glug, “det er morsomme fugle, der holder øje med en, når man går nedenunder. Tårnfalkene er ganske uskadelige og tager en masse mus, firben og salamandere har de også sommetider tabt ned”.

Der har også været et Porttårn, men om det har ligget mod vest eller øst, ved jeg ikke.

Mod øst har der i alt fald været opført noget hele vejen op, lidt forbi hoveddøren, mod sydgavlen. Der har været en gennemkørsel, men den er lukket, hvornår vides ikke.

Ligeledes skal der have været voldgrave, som skal være fyldt op med egestammer, men vi har aldrig stødt på dem, når der er lagt nye vandrør i. Men søen har muligvis gået ind både mod syd og mod nord, da der er lave enge til de sider. 4

Det siges også, at der har været en løngang (hemmelig gang) i sydgavlen, men den er i altfald tilmuret og ingen ved, hvor de var og hvor den endte. Det menes den førte ned i kælderen.

Hans A. Arnfeldt døde i 1611 og efterlod Rugaard til sin søn Mogens Arnfeldt. Han døde i 1671 som Stiftamtmand i Viborg. Hans søn Hans Arnfeldt solgte Rugaard til sin fætter Jørgen Arnfeldt i 1682.

Jørgen Arnfeldt var født d.14.08.1644 på Basnæs, der ligger på Sydsjælland, sydøst for Skelskør, ud til vandet.

Hans far døde da drengen var et par år gammel og Jørgen voksede op hos sin mor, der var søster til Korfits Ulfeldt, der var gift med Leonore Christine, Christian d. 4’ ynglings datter (K.U. blev senere landsforræder).

Fru Marie Ulfeldt, Jørgen Arnfeldts mor beskrives om værende betænksom, forsigtig og klog. Hendes valgsprog var: “sig ikke alt det du mener, men alt det du siger “.

Det lader ikke til, at disse gode egenskaber ikke gik i arv til hendes søn Jørgen, der beskrives som ikke videre kløgtig, men derimod i mærkelig grad indesluttet og mistænksom overfor alt og alle. Når man hører dette og husker på dens tids overtro og skræk for djævlen, tænk bare på de besynderlige afbildninger af djævle på kalkmalerier fra middelalderen i vore kirker, så er det måske forklaringen på Arnfeldts fanatiske jagt på hekse og troldmænd.

I årene 1685-86 benyttede Arnfeldt Aarhus Skarpretteren (bøddel) Mester Herman Høker til v.h.a. tortur og vandprøve, at aftvinge de arme ofre en tilståelse. Vandprøven ansås som ufejlbarlig til at vise, om den anklagede var skyldig eller ikke. Den foregik således. Den anklagede fik taget alt tøjet af og bundet med højre hånd til venstre storetå og venstre hånd til højre fods storetå og med et tov om livet blev offeret kastet i vandet.

Sank den anklagede til bunds, blev han/hun frikendt, men svømmede han/hun ovenpå, blev man kendt skyldig, fordi man troede “vandprøven” var en gudsdom, fordi vandet kun modtog den er var uskyldig.

Det foregik for det meste i dammen ved den gamle bindingsværklade. Derfor kaldes den stadig for “Heksedammen”.

690x_[1]

I Aktstykkerne (protekolllerne) vedr. staden Aarhus står der følgende erklæring fra Mester Herman Høker: “efter Påskedag skikkede velbyrdig Jørgen Arnfeldt mig bud, at jeg ville komme til hannem, som jeg gjorde. Og da bestilte jeg intet med Gye Kochis, hverken at pine eller forhøre, men en mand, der kaldes Peder Kjeri, som de tog fat samme dag. Ham kastede jeg på vandet og da svømmede han som en gås. Og ingen flere haver jeg svømmet for velbyrdig Jørgen Arnfeldt.

Imellem havresæden op bygsæden (det er såningen) rejste jeg efter Arnfeldts begæring igen til Rugaard og brændte jeg da Gye Kochis og samme dag pinte jeg Blommens Moder (Marens Pedersdatter) og Peder Kieri og anden dag ligeså, dog de slet intet bekendte”.

Og dette skete iflg. Hjemtigsdommen (der var Birkeret (stadsret) på Rugaard og tingstue i den nedrevne Søndre fløj).

“Ungefær 3 uger efter Pinsedag skikkede velbyrdig Jørgen Arnfeldt atter bud, at jeg ville komme til ham og da brændte jeg Blommens moder. Og intet videre har jeg forrettet for hannem undtagen nogle aprilsrejser. Jeg haver efter hans begæring rejst mig til skade og min umager haver Arnfeldt ikke engang betalt”.

Disse “vandprøver” blev overværet af mange mennesker. Det må have været en mærkelig form for folkeforlystelser.

Heks[1]

Medens det altså lykkedes for Jørgen Arnfeldt at få Gye Kochis og Blommens moder, hvis navn var Maren Pedersdatter dømt ved Rugaard Birketing og få sin Birkefogeds kendelse stadfæstet ved landstinget i Viborg og få de ulykkelige stakler kastet på bålet, lykkedes det derimod ikke, at få Peder Kieri brændt. 5

Jørgen Arnfeldt havde fået præsten til at udelukke ham fra alterets sacramente, men Peder Kieri gjorde alt for at redde sit liv og anråbte kongen om hjælp og det endte med, at bispen i Aarhus fik et kongebrev, der lød på, at han igen måtte komme til alters, da der manglede beviser mod ham og man så ikke kunne gøre ham noget.

Af navne på anklagede har jeg bl.a. fundet følgende:

Gye Kochis, som vi har hørt om var fra Hyllested og blev brændt.

Blommens moder, der hed Maren Pedersdatte blev også brændt.

Anna Sørensen Sø, der var fra Boslum, skal vi høre mere om. Hun blev pisket og landsforvist.

Mette Stisens fra Ebeltoft fik dom for troldom.

Maren Langholtes fra Ebltoft fik også dom for troldom, men om de blev brændt, ved jeg ikke. De var blevet angivet af Anna Sø.

Kirsten Jensdatter Morsing fra Lime døde i Nørrebånd det berygtede fængsel i Randers. Hun var nærmest en klog kone.

Om Mette Stisens og Maren Langholtes ved man, at de blev “svømmet” i dammen og at over 100 mennesker overværede, at se de to stakler plaske rundt i vandet. Et par Ebeltoft borgere vidnede, at de to troldkællinger flød ovenpå vandet “som en træskål eller tom bimpel (tønde)”.

Anna Sørensdatter Sø var eller blev forvirret, bange og stakkels kone, som længe sad i kælderen på Rugaard og som Arnfeldt og hans hjælpere (bødler) kunne få til at bekende alt. Hendes fantasi må også have været livlig. Hun angav mange bl.a. Mette Stisens og Maren Langholtes.

Ved landstinget i Viborg blev Anna Sø spurgt: Hvordan ved du, at de ere troldkvinder? Og hun svarede: som alt det andet, af deres gerninger og bestillinger. “Hvilke kunster have de da øvet?

Anne Sø svarer: Maren Langholtes bad de Boslum mænd, at de skulle komme til hende ved marksekllene og da skulle hun råde dem både. Så kom der en “grå dreng til dennem med to røde ørene” og derover blev de rædde og løb bort. Ellers havde hun lovet at skaffe deres bæster (dyr) bedre, som vare forgjorte”.

Om Mette Stisens fortalte hun, “at hun havde en ko på føde hos en bondemand Mikkel Hou ved navn, udi Tåstrup. Da koen døde, ville Mette have, at han skulle betale hende for den, men han sagde nej og gik hjem. “Dog ved hjemkomsten bleve alle hans Fæmon galne”.

Mette Stisens, der også var til stede erklærede hertil: “Det er ganske usandfærdigt, jeg er aldeles uskyldig i alt det hun bekender”. Man spørger så Anna Sø: Hvi vedst du dette, siden du jo ikke selv vaf hos? Og dertil svarer Hun: “jeg ved det i mine tanker, som jeg ved alt det andet, så ved jeg også, at der fæet blev galen, betalte manden Mette Stisens koen, og da blev hans kvæg frisk igen”.

Da man spurgte Anna Sø: Hvad bevægede Jer til at give Jer i djævlens vold?, svarer hun med gråd og suk.” Fanden kom til mig og spurgte, om jeg ville være hans og da svarede jeg i min tåbelighed ja, hvilket jeg kan tro, skete af fristelse”.

Men jeg lover, jeg vil ikke være hans. Anna Sø blev dømt til ilden, men da hun både i Viborg og på Rugaard havde “talt ilde og udlagt for trolddom en del fornemme folk, hvad der for øvrigt kun taltes sagte om og næppe kom ind på ved forhøret”, tog Arnfeldt Anna Sø med sig hjem igen “for om hun i Rugaards fængsel og på smal kost og nogen pine, kunne komme på bedre tanker om de fornemme

Folk”.

Efter en måneds tid kommer hun igen til Viborg og der er “disse store herrer, som nu troldkvinden skulle vaske rene, såsom hun var lært dertil i fængselskælderen. Det er den velædle Hr. Assessor Hutfeldt fra Aarhus, Hr. Niels Fris, Sognepræst til Skårup og Tvilum, Borgmester Michel Malling og Rådmand Jens Basballe, begge fra Aarhus.

I alle de interesseredes nærværelse nægter og fragår hun ganske, hvis hun tilforn udi aparte bekendelse haver sagt på Rugaard og her på tinget om en del fornemme folk, efterdi det udi alle måder usandfædigt og løgnagtigt, såsom hun hverken kendte bemeldte godtfolk eller vidste dennem andet at påsige end alt hvad ærligt og kristeligt er”. 6

Det lange og det korte af dette forskruede sprog er, at det stakkels menneske er blevet gevaldigt

hjernevasket, noget man visse steder også bruger nu. Hun fik følgende dom: “Anne Sørensdatter Sø som af landsdommerne er dømt til at brændes, bør for bål og brand at være forskånet, men for sin løgnagtige bekendelse på ærlige og uberygtede folk bør stryges til kagen (det er piskes) og derefter kongens lande og riger forvises”.

Arnfeldt gik heller ikke fri efter dette, som han jo havde fremtvunget hende til. Han skulle “gøre formeldte personer en offentlig afbedelse på Viborg Ting og desuden miste sin Birkeret, “som han misbrugt haver og desuden betale 500 Rigsdaler til Kvæsthuset (Militærhospital i København) og 500 Rigsdaler til Christianshavns Kirke, samt det der nu hedder Sagens omkostninger. Og dermed var det slut med hans hekseforfølgelser!

Ikke mange år efter kom den store Thistedske Besættelsessag, der satte en stopper for hekseprocesserne i Danmark.

Men et spring tilbage til nogle andre af Arnfeldts anklagede. I Hyllested boede en gammel kone, der var invalid og gik med 2 krykker. Hun hed Mette Nielsdatter og humpede rundt til andre landsbyer for at bede om mad. Men hun var legemlig svag, så var hun dog stærk i munden og onde og sære ord lå hende let på tungen, som Severin Kjær skriver i sin bog om bl.a. Arnfeldts Hekseprocesser.

Bymændene i Boslum troede bestemt Mette havde forgjort deres bæster, sådan som de styrtede og døde i hobetal, hen ved 70’sindstyve og 2 af deres bedste på et par års tid. De fik hende sat fast og skarpretteren pinte hende, men hun bekendte intet, men skældte og smelte hedder det i beskrivelsen.

Siden gik hun frivilligt til bekendelse. Videre hedder det, at hun dog slap for bålet, for den svage forpinte kvinde døde i fængslet i Rådhuset i Ebeltoft.

Men forinden havde hun angivet flere kvinder i Ebeltoft, så efter hendes “så bratte død, hvorved hun havde uddraget sig retfærdighedens hånd, og nu ikke kunne tilbagekalde sine beskyldninger”

Fik mændene til de angivne “kolde fødder” og mødtes på Tinge for at modgå eventuelle anklagere og bedyre deres koners uskyldighed.

En af dem Søren Brøgger, var der hele 3 gange og da ingen meldte sig, siger han:”så skal da alt ondt rygte hvile og straffes skal den der taler ilde om min Dorete”. Han har været godt nervøs og bange for at der skulle ske hans kone noget.

Endnu en anklaget kvinde vil jeg fortælle om. Det er Kirsten Jensdatter Morsing fra Lime, der var gift med Rasmus Andersen Morsing og de boede på en gård i Lime, Men det var ikke deres egen.

Kirsten Morsing havde ligesom sin mor hjulpet folk med gode råd, når de var syge eller der var noget galt med deres kreaturer.

Kendskab til urter havde hun også, og noget tyder på, at hun kunne stryge folks dårligdomme væk.

Overtro var der nok blandet i det og det alene var farlig dengang.

En dag i 1685 da hun var i Randers gik hun forbi Rådmand Morten Thygesen, der stod i sin dør. Da han ser hende beder han Kirsten om at gå ind og se til hans kone, der er faldet og ikke er kommet sig efter faldet. Da hun har set på Rådmandens kone siger Kirsten Morsing, at hun skal bruge nogle kålstokke med rod og top og så bliver pigen sendt af sted efter kålstokkene.

Da pigen kommer tilbage med kålen tager Kirsten Morsing kålen fra hende, piller frøene af den ene kålstok og giver den syge kone det i munden medens hun med den anden kålstok slår konen på kroppen og siger: “opstå og bod få i Jesu Kristi navn”.

Og derefter strøg hun den syge kvinde over hånden og håndknuderne svandt straks bort og konen kom sig.

Men omtrent samtidig med dette blev Anders Karlsen, hos hvem pigen havde hentet kålen syg. Og straks siger mandens kone, Lene Jensdatter, at “Kirsten med sit kogleri og sin djævelske kunst er voldsagerske (skyld i) min stakkels mands skade og ulidelige smerte”.

Så lidt skulle der altså til og Kirsten Morsing vidste slet ikke, hos hvem pigen havde fået kålen. 7

Lene Jensdatter angav Kirsten Morsing og Arnfeldt, der hentede hende til Rugaard, hvor hun blev “svømmet” og “gang efter gang” kom i skarpt forhør i Fruestuen (som jeg ikke ved, hvad er for en) og mange fornemme mænd vare nærværnede.

Kirsten Morsing aflægger tilståelse om sine forskellige kure og bedyrer, at hun er uskyldig.

Ved et andet forhør er Lene Jensdatter der og da hun spørger, hvorfor Kirsten har forgjort hendes mand, bevidner Kirsten sin uskyldighed og siger hun vidste, hos hvem kålen blev hentet og at hun kunne komme til Anders Karlsen så ville hun nok kunne hjælpe ham for hans svaghed med Jesu hjælp.

Andet kunne man ikke få ud af Kirsten Morsing og Jørgen Arnfeldt endte ligefrem med at blive bange for hende, da han i sin sindsforvirring havde fået den ide, at hun sammen med Fru Ingeborg Brobjærg til Ryomgaard og konen på Hessel forsøgte at forgøre ham.

For at blive af med hende sendte han hende til Skjæring Munkegaard til den mand der også ejer gården i Lime, hvor Kirsten Morsing og hendes mand bor.

Der bliver hun forhørt og forklarer, at hun aldrig har været op Ryomgaard og kun har set Fru

Ingeborg en gang for 24 år siden.

Sagen mod hende går videre fra det ene fængsel til det andet og imens gør hendes mand og søn alt hvad de kan for at få hende fri, men forgæves.

Efter en masse forhør ender hun i det skrækkelige fængsel Nørrebånd i Randers og dør det stakkels menneske.

Alt dette og især dommen ved Landstinget i Viborg, som vi hørte om før, gjorde Jørgen Arnfeldt mere og mere forstyrret/sindsforvirret står der om ham, så han troede at han var forhekset.

Han så syner ved højlys dag, siges der. Han anklagede fremstående folk, der kunne forsvare sig, ikke som de arme kvinde, han fik pint og brændt.

Mange stridigheder, retssager, med slægt og venner havde han og det gik hårdt ud over hans økonomi, så hårdt at han i 1707 måtte overlade Rugaard til sønnen Axel Arnfeldt ved auktion.

mapservdd62[1]

Jørgen Arnfeldt døde på Rugaard 1717, som en fattig mand. Han er begravet i Fuglslev Kirke, hvor også hans anden kone, Ellen Kirstine Belov ligger. Hans første kone var Anne Marie Grubbe, hun blev begravet i Rosmus Kirke. Hun var søster til Marie Grubbe fra Tjele, som St. St. Blicher, H.C. Andersen og I.P. Jacobsen har skrevet om.

Jørgen Arnfeldts søn, Axel var øjensynlig heller ingen god økonom. I 1737 måtte han sælge Rugaard, som hans familie havde ejet i 150 år og dermed var Arnfeldternes tid på Rugaard forbi.