K. E. Løgstrup

Professor Knud E. L¯gstrup.

Knud Ejler Løgstrup 1905-1981 Dansk teolog. Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet 1943-75. Fremtrædende repræsentant for den såkaldte skabelsesteologi og for den ontologiske etik eller livsytringsetikken. Løgstrups skabelsesteologi er udformet i et opgør med eksistensteologien og Søren Kierkegaard og bygger på inspiration fra såvel Luther som Grundtvig. Den afgørende pointe i Løgstrups kristendomsforståelse er, at der på trods af syndefaldet stadig er sandhed og godhed i menneskelivet, også hvis man ser bort fra Kristus og den åbenbaring, der er knyttet til ham. Der er fænomener i tilværelsen, som vi bæres og næres af, som hører skabelsen til, og som synden ikke har udraderet.

Artiklen er skrevet af:

45ac544bd7

Sognepræst Eva Fischer Boel | 2009

Knud Ejler Løgstrup 1905-1981 Dansk teolog. Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet 1943-75. Fremtrædende repræsentant for den såkaldte skabelsesteologi og for den ontologiske etik eller livsytringsetikken. Løgstrups skabelsesteologi er udformet i et opgør med eksistensteologien og Søren Kierkegaard og bygger på inspiration fra såvel Luther som Grundtvig. Den afgørende pointe i Løgstrups kristendomsforståelse er, at der på trods af syndefaldet stadig er sandhed og godhed i menneskelivet, også hvis man ser bort fra Kristus og den åbenbaring, der er knyttet til ham. Der er fænomener i tilværelsen, som vi bæres og næres af, som hører skabelsen til, og som synden ikke har udraderet.

FOREDRAG OM LØGSTRUP

  1. Lidt om Løgstrups private/arbejsmæssige baggrund

1.1. Opvækst og ungdom

Løgstrup, hvis fulde navn er Knud Ejler Løgstrup, blev født d. 2. september 1905 i København, der hvor Vesterbro støder op til Frederiksberg, og her voksede han op i en familie af det bedre borgerskab. Løgstrups mor var en selvstændig dame, der havde frisørsalon – en salon, som også damer fra hoffet frekventerede. Løgstrups far og mor havde mødt hinanden på båden på vej hjem fra USA, hvor Løgstrups mor havde været ovre og lære noget om ”medicinsk hårpleje”. Løgstrups far var også uddannet frisør, men arbejde som bogholder, og var også en periode selvstændig erhvervsdrivende, dog uden synderlig succes. Løgstrup voksede op og kom i skole på Metropolitanskolen (lå dengang lige ved Domkirken i KBH), hvor han kom i klasse med den senere forfatter Hans Scherfig. Det var i årene 1920-23. Også Regin Prenter, kendt som en af de fire store århusteologer, gik på skolen et par klasser under Løgstrup. Løgstrup læste teologi (i KBH, dengang var der endnu ikke et fakultet i Århus), og var som et led i sin uddannelse på flere studieophold i Tyskland. I 1933-34 studerede han i Freiburg i Sydvesttyskland og gik bl.a. til forelæsninger hos den kendte filosof Heidegger. Her mødte han sin kommende kone Rosemarie Pauly fra Berlin, der også studerede filosofi. De to forelskede sig og blev gift i 1935 – og for nogle penge, Løgstrup havde arvet af en onkel, rejste de i et års tid rundt i Spanien, hvor de boede forskellige steder.

1.2. Tiden som sognepræst

I 1936 fik Løgstrup embede i Sandager-Holevad på Vestfyn. Angiveligt var det Løgstrup, der havde bedt Rosemarie vælge, om han skulle blive KFUM-sekretær, universitetslærer eller sognepræst på landet, og Rosemarie valgte altså tilsyneladende det sidste. Akademikerlivet og storbylivet kendte hun fra sin opvækt – og det tiltrak hende ikke.

I Sandager drev Løgstrup ”præstegårdsteologi” i god gammel tradition. Der sad dengang mange lærde præster rundt omkring og bogede den. Der var god tid, sognene var små (i dag er Løgstrups pastorat blevet et tresogns pastorat), landsbyens rytme gik i et adstadigt tempo, og den gang var præstekonerne hjemmegående og ordnede alt det huslige og praktiske og børnepasningen, så ungerne ikke forstyrrede far i hans store tanker.

2

Familien faldt godt til på Vestfyn, og her blev tre af de ialt fem børn født, og de trivedes i landsbymiljøet. Desuden blev Løgstrups bror gift med en datter fra en gård i sognet. Rosemarie var jo tysk, men selvom tyskerne i den periode i stigende grad blev upopulære, var Rosemarie en elsket præstekone, der var åben, venlig, yderst charmerende og smittende livsglad. Det fortælles, at hun var hurtigere til at forstå den vestfynske dialekt end sin mand. Og så var Rosemarie ikke fin på den eller snobbet på nogen måde. Hun talte med alle, og der var ikke forskel på fine folk og småfolk. Det ser også ud til at Løgstrup selv var vellidt i sine sogne. Det var ellers ikke fordi, der var mange, der gik i kirke. Løgstrup var angiveligt ikke særlig let at forstå. Og man vidste jo, at han var en lærd mand, så han slap ikke for fordomme af typen: ”Det er den slags præster, der er så lærde, at de ikke mere kan folde hænderne.” Løgstrup har nok ikke talt meget om kornavl og diverse lokale nyheder i sine prædikener, men til gengæld var der meget teologi i dem, og en del af dem er da også blevet udgivet i en prædikensamling med titlen ”Prædikener fra Sandager-Holevad”. I tiden som sognepræst mødte Løgstrup en gruppe højtbegavede teologer, der introducerer ham til Grundtvig og til Jakob Knudsen, der var kritisk grundtvigianer. De lavede et lille konvent, og de mest kendte fra dette konvent er nok Grundvigforskeren Kaj Thanning og den senere Askov forstander Knud Hansen. I et andet konvent mødte Løgstrup også Luther-forskeren H. Østergaard-Nielsen, der senere blev domprovst i Roskilde. Jo, der blev ordentligt diskuteret teologi i de konventer Løgstrup var medlem af, bølgerne gik højt og åndeligheden var stor!

1.3. Krigen

Både før og under krigen var der ingen tvivl om, hvor Løgstrup og hans kones sympatier lå henne. Senest 1936 havde Løgstrup gjort sin stilling klar. Han var arg modstandere af nazismen. Og Løgstrups hele menneskesyn går jo også ud på, at ethvert menneskeliv uanset race eller religion, er ukrænkeligt og unikt, så det skal man værne om. Derfor var det naturligt for Løgstrup at hjælpe mennesker, hvor han kunne, hvilket udmøntede sig i, at Løgstrup før krigen hjalp de tyske jøder med at flygte til Palæstina eller Sverige. Da krigen så kom, var han også fra første færd i opposition. Løgstrup var kompromisløs, og han var en arg modstander af samarbejdspolitikken og havde en lang og heftig brevveksling med sin ven Hal Koch, der var positiv over for samarbejdspoltikken (men aldrig over for nazismen!!). Denne udveksling er i dag udgivet med titlen ”Kære Hal, kære Koste”. Hal Koch mente, Danmark ved at bryde med tyskerne ville risikere at få ”norske eller hollandske tilstande”, så de internerede kommunister ville ryge i koncentrationslejr og de danske jøder ville blive forfulgt, hvad samarbejdspolitikken til en vis grad og et vist stykke tid forhindrede. Men Løgstrups svar på det var, at man herved krænkede livets love, som er tilstede i vores

3

tilværelse som en ”absoluthed” over os, fordi livet er skabt. Hvad er det værd at vinde alverden, men at miste sin sjæl? spurgte han. Løgstrup syntes altså, det var meget æreløst, at danskerne bare hyttede deres eget skin, og i en prædiken den 14. april 1940 skriver han følgende: ”Lad os ikke bilde os selv ind, at vi blev besat så godt som uden modstand, fordi vi er et fredeligt lille folk. Men det skete, fordi vi er et gennem spidsborgerligt folk. Fordi vort forhold til livet var blevet bekvemmelighed og behagelighed, frygt og forsigtighed – allerede mange år forinden..” Et ”æreløst” liv er ikke værd at samle på, og det var æreløst at opgive kampen den 9. april. Og det var æreløst, da politikkerne ofrede lov og ret med vedtagelse af Kommunistloven og interneringen af de danske kommunister i sommeren 1941 og med tilslutningen til den tysk-ledede antikomiternpagt i november samme år. Æreløst med forhandlingspolitikkens mange lunkne kompromisser – alt sammen for at slippe så billigt som muligt, af hensyn til økonomi og bekvemmelighed. Så hellere ”norske tilstande”, var Løgstrups klare holdning. Og Løgstrup havde mod og turde tale imod. Han arrangerede protestmøder mod tilslutningen til antikommiternpagten, og Løgstrup deltog relativt tidligt i krigen i illegalt arbejde og kom med i en modstandsgruppe. Huset i Århus, hvortil Løgstrup med familie var flyttet i 1942, blev stillet til rådighed til radiosendevirksomhed, og Løgstrup skrev i det illegale blad ”Folk og frihed”. I august 1944 blev Løgstrup modstandsgruppe trævlet op, og måtte gå ”under jorden” resten af krigen. De to ældste børn blev sendt til en gård i Sandager og blev der et år og Rosemarie blev i Århus med de to mindste, men måtte dog selv gå under jorden få måneder senere, og boede resten af krigen under dæknavn hos en lægefamilie i Bogense. Så Løgstrup og hans familie betalte en pris for modstandsarbejdet og Løgstrup havde en betydelig position i modstandsbevægelsen. Selv omtalte Løgstrup aldrig sin rolle i modstandskampen. Da han senere blev spurgt, begrundede han det med principielle grunde og sagde, at det ville blive ”urealist heroiserende”.

1.4. Det teologiske fakultet i Århus

Allerede før tiden som sognepræst i Sandager-Holevad havde Løgstrup arbejdet med en doktordisputats. Og det var ikke nogen let sag at få en sådan antaget. Så tidligt som i 1933 afleverede han sit første disputatsforsøg, og siden to mere som også blev afvist. Ved det tredje forsøg i 1940 fik Løgstrup afhandlingen tilbage som afvist, men denne gang med en opfordring til at fortage nogle ændringer og så aflevere den igen. Endelig – i 1942 – lykkedes det så. Løgstrup fik antaget sin afhandling med titlen Den erkendelsesteoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og teologien. Disputatsen og de tidligere forsøg var alle et opgør

4

med Kants erkendelsesteori, og måske var det derfor, det var så vanskeligt at få den antaget, for Kants erkendelsesteori havde været fundamentet under stort set al teologi i en lang periode, og dette fundament havde Løgstrup altså puttet en bombe under. Disputatsen blev adgangen til et professorat, som Løgstrup tiltrådte i juni 1943 på det nyoprettede teologiske fakultet i Århus, og Løgstrup blev ansat som den fjerde professor. Familien flyttede til Åbyhøj, hvor de to yngste børn kom til verden. Den første tid på universitetet blev kaotisk pga. krigen, hvor Løgstrup jo måtte gå under jorden ikke længe efter, at han var tiltrådt sin stilling. Århus Universitet rummede i øvrigt også Gestapos hovedkvarter, og det blev bombet i oktober 1944. Ikke bare Løgstrup var berørt af krigen. Flere professorer fra København og Århus Universitet var blevet taget som gidsler af tyskerne og sat i horserødlejren, og de studerende frygtede repressalier som dem nordmændene havde oplevet, hvor Universitet i Oslo blev lukket og hen ved 1000 studerende blev deporteret til Tyskland. Først efter krigen blev undervisningen stabil, og 50´erne blev en blomstringstid for det unge fakultet med fremragende forskere. Løgstrup fik med tiden ”disciple”. En af dem, Ole Jensen, fortæller, at det, der var fascinerede ved Løgstrup var, at han inddrog de studerende i sine tankeprocesser og tog dem alvorligt. Ofte skrev Løgstrup et ordpar på tavlen, og så blev ligheder og forskellige diskuteret. Luften var tyk af koncentration. Alle kunne bidrage, og ”vi var som små tænkere og fænomenologer” fortæller Ole Jensen. Indimellem blev de studerende endda ”belønnet” med en middag, som Rosemarie serverede, nu i Skødstrup, hvor familien havde bygget hus i 1947. Hjemmet var lidt atypisk, familien fik aldrig radio eller TV, for det ville gå ud over den koncentrerede tænkning. Til gengæld holdt Løgstrup fri om aftenen og så blev der sunget fra Højskolesangbogen, hvilket Løgstrups børn den dag i dag mindes med glæde. Løgstrup var professor i Etik og religionsfilosofi indtil 1975. I tiden på universitetet havde han udgivet en del bøger og artikler, og efter at han var fratrådt vedblev han at skrive. Ved sin død i 1981 var han ved at skrive et stort værk på fire binde med titlen metafysik. Værket blev udgivet posthumt siden.

Løgstrup og Rosemarie købte midt i 60’erne en gammel gård på landet ved Hyllested på Djursland. De boede ikke på selve gården, men valgte at bygge et hus på den tilhørende jord, der var smuk og bakket, og der boede de resten af deres liv. Hver eftermiddag gik Løgstrup og Rosemarie lange ture, hvor de førte samtaler – ofte om filosofiske og teologiske emner. De to hang sammen. Løgstrup døde i 1981. Rosemarie havde kaldt på ham, fordi der var mus i køkkenet og Løgstrup kom efter dem med kosten. Der på køkkengulvet faldt han pludseligt om.

5

Hjemme i Hyllested fortsatte Rosemarie sine vandringer efter Løgstrups død. Og hun var sej. Så sent som i 2005 fortæller hun, som på det tidspunkt var 90 år, at når der kom studerende på besøg, som gerne ville tale med hende om Løgstrup, så tog hun den med ud at gå tur. Problemet var, at de blev trætte før hende, fordi de ikke var vant til at vandre. Det var også i det rå terræn, i bakkerne som hun og Løgstrup sammen havde vandret i så mange gange, at hun fandt sin død. En dag i oktober 2005 kom hun ikke hjem, og man ledte efter hende i ugevis, men uden held. Hun blev først fundet i marts måned af et ægtepar på tur med deres hund. Og da kunne hun endelig blive begravet ved siden af sin elskede Knut, som hun altid kaldte ham. 2. Teologisk baggrund

2.1. Indre Mission

Løgstrups familie var tilknyttet Menighedssamfundet ved Eliaskirken på Vesterbro Torv, som lå tæt på hjemmet. Løgstrup kaldte senere kirken for ”Indre Missions højborg i København”. Der blev talt meget om omvendelse, og den daværende præst ved Eliaskirken, Andreas Fibirger, var kendt for sine overdådige talegaver og sine evner som prædikant. Det var pietistisk vækkelseskristendom for fuld udblæsning! Fibirger var blevet kaldet fra Vestjylland til Eliaskirken, da den stod nyopført i 1908. I 1919-20 gik Løgstrup til konfirmationsforberedelse her, og hensigten var klar: konfirmanderne skulle omvendes!! Og det med omvendelsen var et problem for Løgstrup og førte en del angst med sig: Søndagen efter konfirmationen skulle konfirmanderne til alters første gang, og Løgstrup havde lært, at hvis man ikke var blevet omvendt, så ”spiste og drak man sig en dom til” – sådan blev Paulus ord i 1. Kor 11, 29 udlagt. Og omvendt, det kunne Løgstrup ikke hitte ud af at blive, hvor gerne han end ville, for hvordan skulle man bære sig ad, og hvordan skulle det føles? Løgstrup havde aldrig været så bange, end ikke da han under 2. verdenskrig var uhyggeligt tæt på at blive fanget af tyskerne på Storebæltsfærgen. Ironisk nok blev Løgstrup selv i en periode af sin ungdom ”omvendelsesstrateg” – og det endda længe efter at han selv havde opgivet at blive omvendt. Løgstrup kom, fra han var 15 år, i Vesterbro KFUM, og i hvert fald indtil 1930, hvor han jo var 25 år, virkede han som leder med det mål ”at vinde hvert halvårs konfirmander enkeltvis”. Så sent som i 1936 holdt han foredrag på KFUMs nytårskursus, og han var som nævnt lige ved at blive landssekretær for KFUM!

Løgstrups hovedindvending mod den pietistiske vækkelseskristendom var senere hen, at den opfatter kristentro som det at have nogle sær-oplevelser i en særregion af virkeligeheden, som kun

6

de omvendte eller frelste har særlig adgang til. Han kaldte det også ”esoterisk” religiøsitet, reliogion for de særligt indviede. Men ret beset, siger han, er kristen tro en særlig måde at ”tyde” erfaringer og oplevelse på, som alle mennesker gør, og som derfor er fælles for alle. Hvordan det afspejler sig i fx Løgstrups etik, skal jeg senere komme ind på.

2.2 Tidehverv

I mellemtiden var der fundet et kirkeligt ungdomsoprør sted, der ville gøre op med datidens KFUM-religiøsitet, der lagde meget vægt på moralen og troen på det gode og rene menneske. Dette oprør blev kaldt for Tidehversbevægelsen, og den benyttede sig af slagord som ”Mennesket er en synder – er og bliver en synder” og ”Gud er alt. Jeg er intet. Du er en idiot!” og ”Synd tappert”. Måske var dette oprør lidt af en lettelse for Løgstrup, der jo inderst inde havde haft det lidt svært med den noget fromme missionsbevægelse, som han nu via Tidehvervsbevægelsen så sit snit til at få gjort op med. Løgstrups forhold til Tidehverv var dog fra begyndelsen sammensat. Tidehverv main-stream var nemlig stærkt påvirket af Kierkegaards teologi, som Løgstrup kaldte sergentteologi, fordi han mente den bare handlede om blind lydighed. Vi skal bare lytte til Guds tiltale og adlyde den, siger Kierkegaard groft forenklet med baggrund i myten om Abraham, der skal ofre sin søn Isak, fordi Gud befaler det. Hos Kierkegaard og Tidehvervsbevægelsen erkender vi ikke Gud. Men vi kan afgøre os for Guds Ord i lydighed, når vi møder det i tiltalen. Første trosartikel om Gud som himmelens og jordens skaber tillægges ingen værdi eller mening, men det gør derimod alene anden trosartikel rummende Jesus tiltale fra Det nye Testamente. Hos Kierkegaard er det sådan, siger Løgstrup, at forholdet til Gud truer med at tømme forholdet til næsten for mening. Der skrives meget om kærlighed til næsten, men det handler aldrig om næstens timelige, jordiske liv. Allerede i tiden som sognepræst havde Løgstrup mødt en gruppe kolleger heriblandt Hal Koch, som med tiden kom til at udgøre en grundtvig-tidehvervsk retning. De tog i nogen grad afstand fra Kierkegaard og lagde sig mere op ad Grundvigs ord om ”menneske først, kristen så”. De lagde også vægten på 1. trosartikel om Gud som himlens og jordens skaber. Livet er skabt af Gud, derfor skinner der også menneskelighed og godhed igennem, så alt ikke bare – som mange tidehvevrsteologer mente – er mørke, ondskab og intethed indtil evangeliet har lydt, men livet er på forhånd noget godt, og det kan erkendes af alle (jf. salmen Op al den ting). Løgstrup var det, man kalder for skabelsesteolog.

7

2.3. Filosofien bag teologien I Løgstrups tid var det den kantianske filosofi (filosoffen Kant 1724-1804), der var herskende, og den er ikke nem at forstå skulle jeg lige hilse og sige – også fra Løgstrup. I fire år – to og på Metropolitanskolen og to år på teologistudiet – studerende Løgstrup intenst filosofi. ”Når jeg selv tænker tilbage på det”, siger Løgstrup, ”må jeg have været utrolig fængslet af filosofien, da det ikke svækkede min interesse det mindste, at jeg intet forstod – og vidste at jeg intet forstod. (…) Hvad det var at læse grundigt opdagede jeg først i mit trediestudieår (på teologi). Da var jeg gået til Frithiof Brandts gennemgang af ’Kritik der reinen Vernunft’ i to semestre (den varede fire) og måtte konstatere at jeg ikke havde begrebet en pift. Så blev jeg stædig, begyndte forfra, svor at lige meget hvor lang tid det skulle tage mig, forstå det ville jeg, og det til bunds”. Og det gjorde Løgstrup så. Og han skrev disputats (tre forsøg), der i den grad var kritisk over for Kants filosofi, og som anlagde et helt andet syn på tilværelse. Titlen på disputatsen var som tidligere nævnt Den erkendelsesteoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og teologien. Løgstrup begrænser sit opgør til at handle om erkendelsesteorien. Kant mente, at det var fra os mennesker, at al mening, orden og sammenhæng stammer. Verden er i virkeligheden ét kaos, som mennesket skaber orden i – erkendelsen er menneskeskabte kulturprodukter. Men hvor er der plads til Gud henne i alt det her, spørger Løgstrup. Livet, siger han, er noget bestemt, uafhængigt af vores erkendelse. Vores verden er færdigformet før vores forståelse af den, den er skabt og har på forhånd en given orden i sig, som vi mennesker ikke først skal skabe. Løgstrup havde fået inspiration ved sine længere studieophold i Tyskland i trediverne. Her havde han stiftet bekendtskab med en helt anden filosofisk retning, nemlig fænomenologien, som rummer forskellige strømninger. Men fælles for dem er, at de tænker ud fra menneskets konkrete tilværelse. De undersøger den menneskelige eksistens, som den udfolder sig, når dagliglivet ”med og mod hinanden” går sin gang, som Løgstrup selv udtrykker det et sted. Vi er kastet ind i verden, hvor vi lever viklet ind i hinandens verden – vi lever ikke som isolerede individer, der står uden for verden og iagttager den på afstand. Også denne tilgang får utrolig står indflydelse på Løgstrups egen tænkning, hans filosofi, etik og teologi. 3. Den etiske fordring:

Ole Jensen har skrevet en fremragende bog om Løgstrup ”Historien om K.E. Løgstrup”, hvori han skriver: Historien om K.E. Løgstrup er historien om et liv med et ærinde. Det er historien om en historisk begavet teolog, der bruger sin filosofiske begavelse til at pege på alt det i menneskelivet og universet, der tyder på, at ”verden er Guds”. De citerede ord fra 1962 kan man godt kalde en

8

”programerklæring” for hans livsopgave. Det er dette, han sætter sin iagttagelsesevne og tankekraft ind på at vise gennem hele sit lange og flittige arbejdsliv.” Jeg tror, at Ole Jensen har ret: Det var Løgstrups ærinde hele vejen igennem at vise, at det er muligt at kende at verden er Guds. Det er muligt for alle mennesker – kristne eller ej, det ligger i selve skabelsen. I det følgende vil jeg tage hovedpunkterne for bogen Den etiske fordring op. Det vil jeg af den grund, at dette værk nok er Løgstrups mest kendte. Og også her gennemsyrer Løgstrups programerklæring bogen fra første side. 3.1. Programerklæring i Den etiske Fordring: Om forsøget på rent humant at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazarets religiøse forkyndelse. Her ser vi tydeligt, at Løgstrup indirekte polemiserer mod Kierkegaard og Tidehvervsbevægelsen, og at Løgstrup lægger sig tæt op ad det grundtvigske ”menneske først, kristen så”. Løgstrup ville finde noget i skabelsen og den måde vores menneskeliv er skruet sammen på, altså noget alle mennesker uanset religion, der kunne vise hen på Jesu forkyndelse og den holdning, der er indeholdt heri. Han ville, at Jesu forkyndelse skulle blive vedkommende i moderne menneskers liv, og for at det skulle lykkes, måtte han finde noget i det liv, vi kender og pege på, at det faktisk har en forbindelse til Jesu fordring om, at vi skal elske vores næste og så det liv, vi lever med hinanden. Vi skal forstå forkyndelsen, siger Løgstrup, for tro uden forståelse er ikke tro, men tvang. Og i øvrigt, siger Løgstrup indledningsvist, så er det i forholdet til vor næste, at Gudsforholdet afgøres. Gud vil i sit forhold til mennesket have draget omsorg for det andet menneske. I modsat fald bliver det andet mennesket bar et middel for et eksklusivt religiøst forhold, og det har ikke noget med hverken Jesu forkyndelse eller human etik at gøre. 3.2. Fordringens to hovedbestanddele. Hvorfor skal vi følge Jesu fordring, hvorfor skal vi elske vores næste og tage os af hinanden, det skal vi af to grunde, siger Løgstrup. 3.2.1. Interpendensen

Vi mennesker lever et liv, der er vikles sammen med andre menneskers liv – et liv i interpendens, dvs. i afhængighed af hinanden. Sådan er vores liv sat sammen, sådan er det skabt. Den første

9

bestanddel, Løgstrup udleder fordringen af, er altså empirisk, idet den tager sit afsæt i det grundlæggende mellem-menneskelige liv. Løgstrup begynder med at undersøge et dagligdags fænomen alle mennesker kender, nemlig tillid. Det høre vores menneskeliv til, siger Løgstrup, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden. Der skal særlige omstændigheder til, for at vi på forhånd stor overfor et andet menneske, selv en fremmed, med mistillid. Et menneske skal først opføre sig mistænkeligt, for at vi mistænker det – tilliden er det mest grundlæggende, og hvis det ikke forholdt sig sådan, ville vores liv med hinanden bryde sammen. Mennesker udleverer sig til hinanden i tillid, og det medfører et magtforhold. Alene den tillid den anden viser mig ved at tale til mig, bevirker, at jeg spændes inde i et alternativ: Jeg kan enten udnytte magten til egen fordel, eller jeg kan tage vare på den andens liv i den udstrækning, det er mig udleveret. Løgstrup siger tilspidset, at vi får valget, om vi vil tage vare på den andens liv eller ødelægge det! Godtager jeg, at vi lever i et liv, hvor vi mennesker er udleveret i tillid til hinanden, men ikke vil høre fordringen, da stiller jeg mig som menneske ligegyldig til den andens liv., siger Løgstrup, der i øvrigt også fremhæver, at vi mennesker har en besynderlig forestilling om, at vi ikke rigtig kommer hinanden ved, men at vores verdener bare tangerer hinanden. Men vi kommer hinanden ved, siger Løgstrup, sådan er verden skabt! Løgstrup siger: ”Det enkelte menneske har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Dette citat er en nøglemetafor i Den etiske fordring. Den beskriver et før-ideologisk lag i tilværelsen, som er det elementære liv, hvor vi er sat til at tage vare på hinandens liv. Mennesket er allerede på forhånd ansvarligt, fordi det ikke selv har ordnet sit eget liv. Vi er forviklede med hinandens liv i det store og det små, og herudaf udspringer fordringen. 3.2.2. Livet som gave Den anden bestanddel, Løgstrup udleder fordringen af, er en bestemt livsforståelse, nemlig den, at livet er skænket, hvilket indebærer, at det er at forstå som en gave. Derfor er vi på sin vis skyldige, skyldige til at opføre os ordentlig over for vores næste. I forhold til programerklæringen, der ville se på fordringen rent humant, kan man her rejse en kritik af Løgstrup: Forståelsen af, at livet er en gave rummer en skjult teologisk position: En gave fordrer en giver – men en gave fra hvem? Det kan kun være Gud, der står bag gaven. Det er kun til at tro eller benægte, og hvilket Løgstrup også selv siger et sted.

10

3.3. Fordringens fire karakteristika Men hvad kan vi da vide om fordringen? Løgstrup giver den fire prædikater 3.3.1. Fordringen er uudtalt, den er tavs Der findes aldrig på forhånd noget regelsæt, man kan anvende, når man stilles over for den. Varetagelsen af den andens liv er altid afhængig af den situation, man er kastet ud i. Man kan ikke bare slå op i et regelsæt, hvis man skal adlyde fordringen, siger Løgstrup. Hver gang fordringen indfinder sig, brydes fordringen på ny i et prisme bestående af relation, situation og menneskets natur. Sociale normer kan komme mennesket til hjælp i den konkrete situation, men Løgstrup advarer imod, at mennesket tror, det kan anvende på forhånd givne retningslinier. Her vender han sig mod kristen etik og enhver ideologi, der synes at have svar på rede hånd, og betoner alternativt, at man i hver enkelt tilfælde må bruge sin fantasi og indlevelsesevne til at afgøre, hvad der tjener næsten bedst. 3.3.2. Fordringen er radikal At fordringen er radikal indebærer, at mennesket skal handle uselvisk, hvilket Løgstrup ser som en betingelse for, at varetagelsen af den andens liv kan føre til et heldigt resultat. Mennesket skal se bort fra sig selv og udelukket handle til gavn for næsten. Radikaliteten kan dog aldrig betyde, at man får et grænseløst ansvar for den anden. Pointen er her for Løgstrup at undgå, at man i fordringen overtager ansvaret for den andens liv for at skabe indhold i sit eget – da bliver den anden bare et middel til ens selvrealisering. Radikaliteten betyder endvidere, at den anden ingen ret har til at stille fordringen. Mennesket er i en skyldig position (livet er en gave), og det har ingen ret til at stille krav. 3.3.3. Fordringen er ensidig Af den grund, at mennesket har fået sit liv givet, er det som nævnt skyldigt. Her kan fordringen altså ikke alene begrundes i interpendensen, men også i det trosforhold, at livet er en gave fra Gud. I sidste ende skal jeg derfor lade mit eget liv gå til grunde for at redde næsten. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er ikke mindre konsekvensen. At alt er radikalt skænket og radikalt fordret er unægtelig en noget andet definition på humanisme end sædvanligt!

11

3.3.4. Fordringen er uopfyldelig Problemet i Den etiske fordring er, at mennesket netop ikke vil tage imod livet, og alt hvad der følger med, som en gave. Det vil derimod være sit eget livs suveræn, det vil skylde sig selv eksistensen, og vil ikke tage konsekvensen af, at det ikke er sit eget ophav. Derfor er fordringens fjerde karakteristika, at den er uopfyldelig! Vi er netop stillet ind under fordringen, fordi vi vil være vores eget livs suveræn og ikke vil leve vort liv i modtagelse. Men med vores forsøg på at være lydige mod den, modarbejder vi den, for det viser jo, at vi ikke bare kan handle i overenstemmelse med fordringen. Levede vi vort liv i vedvarende modtagelse og glæde over det liv vi har fået givet og hvortil vores næste hører, da ville fordringen være overflødig, og det er netop det den fordrer at være! Forsøget på rent humant at leve op til rabbi Jesus fordringer ender i total overanstrengelse, har Svend Bjerg skrevet i sin bog om de fire store århusteologer. 3.4. De suveræne livsytringer At Løgstrup stadig er tidehvervsk i sin teologi i Den etiske fordring, skinner tydeligt igennem. Mennesket er en synder, der altid giver fænomener som tillid, barmhjertighed og kærlighed selviskhedens skikkelse, hvormed de ødelægges. Fordringen er nødvendig af den ene grund, at mennesket ikke kan af sig selv kan opføre sig ordentligt. Men samtidig får Løgstrup vist, at selve skaberværket rummer en godhed, som mennesket altså desværre forvansker. Senere i forfatterskabet, i Opgør med Kierkegaard fra 1968, indfører Løgstrup dog begrebet de suveræne livsytringer – og disse livsytringer kan sætte sig igennem i vores liv, og når de gør det, bliver fordringen overflødiggjort og dermed opfyldt! Livsytringerne er spontane, de er før-refleksive, vi er ikke herre over dem, men vi kan realisere dem. Vi kan faktisk leve som et svar på, at livet er skænket os, og det humant, fordi livsytringerne ikke er et svar på en trossandhed, men de kan erfares af alle. Livsytringerne udspringer af det skabte liv.