Med far på arbejde

Venligst udlånt af Per Rasmus Møller.

Min far, Harry Møller (1911 – 89) fotograferet i selskab med et par flotte arbejdsheste på en af Rugaards marker. Bemærk kasketten, der sidder efter tidens mode. Foto omkring 1935 i forf. eje.

Lige fra barnsben var min far ikke i tvivl om, hvilken vej han ville gå, når han engang blev stor. Han ville være sømand. Drømmen fik yderligere næring, når han fra barndoms- hjemmet ved Rugaard Strand stod og spejdede ud over havet efter de mange sejlskibe, der dengang passerede forbi hver eneste dag. Det hele forblev dog en drøm, idet min farfar modsatte sig ønsket. Han havde nemlig som ung oplevet, hvor dårligt skibsdrengene ombord på sejlskibene blev behandlet. Selv havde han måttet tage imod mange tæsk i hans tid som skibsdreng, og det skulle hans søn ikke udsættes for.

Far måtte komme i lære som hvad som helst. Der var tale om både tømrer, snedker, murer og smed, men for én, i hvem søen først har fået sit tag, var der ikke andet, der duede. Og så var der ikke andre muligheder end ud til bønderne. Det blev til flere pladser på nogle af de store herregårde, som Rugaard, Vilhelmsborg og Hagestedgaard på Sjælland, inden familien, der nu talte far, mor og 3 børn slog sig ned i Hyllested. Det skete i 1946.

Fra Skærvefabrikken i Ny Balle. Det er min far med hvid kasket, mens personen til højre ikke er kendt. Foto omkring 1946 i forf. samling.

Hyllested har aldrig haft større arbejdspladser, men i Balle – 5 – 6 km borte, var der brug for alle ledige hænder, og her var der også en plads til min far. Efter et par år på De Jydske Skærvefabrikker, forlagde han arbejds- pladsen til asfaltfabrikken. Den var grundlagt i 1935 som en helt ny fabrik, der lå i Ny Balle, hvor den var en del af et større kompleks: De Jydske Kalkværker, De Jydske Skærvefabrik- ker, Dansk Dammann Asfaltfabrik, en grusgrav, emulsionstjærefabrikken for- uden en gasbetonfabrik.

Asfaltfabrikken eller Asfaltbetonfabrikken, der vistnok var det korrekte navn, var anlagt på en høj lige ud til Ebeltoftbanen. Der var tragte, der vendte ud til et sidespor, så den færdigblandede asfalt kunne løbe direkte ned i jernbanevognene, samtidig med at den flydende asfalt, der ankom til Ebeltoft med skib, kunne sendes til fabrikken i tankvogne den modsatte vej. Far fik anvist en plads ved stenknuseren. Her blev de rå marksten knust og videreforarbejdet til stenmel, der er en væsentlig ingrediens i produktionen. Arbejdet bestod de første år af at transportere stenene hen til stenknuseren. Det foregik med trillebør.

Et af de første arbejdshold på asfaltfabrikken i Ny Balle. I baggrunden ses fabrikken, der på det tidspunkt ikke havde fået sin endelige udformning. Af billedet ses, at også funktionærerne var med. Foto omkring 1936 venligst udlånt af Svend Elon Hansen.

I stenknuseren var der to enorme kæber, der blev presset imod hinanden som i en gigantisk nøddeknækker. Det skete omkring 120 gange pr. minut og gav maskineriet sin helt egen rytme. Det var fascinerende at stå og lytte til de mangeartede rytmiske lyde, der opstod, når knuseren åd sig igennem en bunke sten. Ja, det var som at høre en janitshar folde sig ud i en kompliceret trommesolo.

Sikkerheden på arbejdspladsen var set med vore dages øjne kritisabel. Der var mange steder, man kunne få fingrene i klemme. Afskærmning af elektromotorer og de remme, der trak hele maskineriet, var ganske sporadisk. Til daglig var det upraktisk med alt for megen afskærming, når remmene med jævne mellemrum skulle have en gang remvoks for ikke at glide. Engang imellem kom maskintilsynet, men de meldte altid deres ankomst nogle dage i forvejen, så der kunne rettes op på de værste mangler inden besøget.

Et sortereanlæg med tilhørende transportbånd fordelte de færdigknuste produkter i store bunker på pladsen. Herfra blev det hele kørt hen til et langt transportbånd, hvorfra det blev sendt op til fabrikken højt oppe på bakken. I de første år blev stenmaterialerne transporteret med trillebør, men da fabrikken fik en traktor til formålet, lettede det lidt på slæbet. Når stenmel, grus og sand var nået op på selve fabrikken, blev det med en kopelevator transporteret op allerøverst i bygningen til en roterende tørretromle. Her blev fugtighedsprocenten bragt ned på et passende niveau, inden det gik videre ned på næste etage, hvor blandemesteren huserede. Så vidt jeg husker, hed han Charles Andersen. Her blev den tørrede stenmel, sand og grus blandet med den flydende asfalt. Blandingsforholdet var omkring 100 l flydende asfalt til 1 kubikmeter stenmaterialer. Til sidst blev den færdige 200 – 300 grader varme asfalt kørt i tipvogne ud på et brolignende siloanlæg, hvorfra asfalten af sig selv kunne løbe ned i ladet på en ventende lastbil.

Asfaltfabrikkens tidligere siloanlæg fotograferet efter at den gamle fabrik var lukket, og der var opført en ny. Det var her min far en overgang med tipvogn kørte den færdige asfalt ud til de ventende lastbiler. I baggrunden ses den rygende skorsten fra De Jydske Kalkværker. Foto PRM 1981

Asfaltfabrikken var efter min fars udsagn et godt sted at være. Ganske vist var det et snavset arbejde, men Far var altid nyvasket, når han sidst på dagen vendte hjem. Fabrikken havde nemlig egne vaskerum med brusere. Også lønnen var bedre end andre steder, og der var et godt sammenholdt arbejdskammeraterne imellem.

Ledelsen af fabrikken var lagt i hænderne på Arne Ditlevsen fra Rosmus, der udover arbejdet på fabrikken også var en habil spillemand, og desuden arbejdede med radioer. Det kom os til gode engang, da husets radio havde mistet mælet. Ved hjælp et nyt udgangsrør og udskiftning af nogle smådele fik han hurtigt liv i apparatet igen, og vel at mærke til en pris, som Busse Radio i Ebeltoft ikke kunne hamle op med.

Den gamle asfaltfabrik, der ses til venstre, stod i mange år som en torso, der var vanskelig at fjerne. Nu er der intet tilbage hverken af den eller af kalkværket i baggrunden. Foto PRM 1981

Turen frem og tilbage mellem Hyllested og Ny Balle foregik på cykel. Det fremgår også af en af sangene til mine forældres sølvbryllup i 1966, hvor der i et af versene står:

Og Harry han slider – hver morgen han glider – til Balle på cykel– derknuser han sten….

Kun i de sidste år blev cyklen erstattet af en knallert.

Engang kom Far gruelig galt af sted på hjemturen, da en hund løb ud foran cyklen lidt syd for centralskolen og sendte ham en tur ud over cykelstyret. Det gav nogle grimme knubs foruden en række hudafskrabninger. Jeg glemmer aldrig den eftermiddag, da jeg var på vej hjem fra Brugsen og så doktor Jakobsens bil holde ud for mit hjem. Jeg troede først, at det var Farmor, at besøget gjaldt, men da jeg var nået ind i stuen, så jeg Far ligge på sofaen, mens doktor Jakobsen var i fuld gang med at forbinde ham. Jeg blev hundeangst, for han så forfærdelig ud over det hele, men da han fik øje på mig, vinkede mig hen til sig og sagde, at det ikke var så slemt, som det så ud til. Efter en lille uges tid var han på benene igen.

Arbejdsdagen startede kl. 7 om morgenen og sluttede kl. 17. Om lørdagen vistnok til kl. 14. De lange dage indebar, at den medbragte kaffe havde svært ved at holde sig varm til kaffetid.

Aktieselskabet Dansk Dammann Asfalt moderne fabrik lige efter opførelsen. Mange af de tidligere manuelle funktioner var nu automatiserede, som det f.eks. var tilfældet med tipvognen, der nu af sig selv kørte op på toppen af den hvide silo. I forgrunden ses administrationsbygningen, hvor driftsleder Arne Ditlevsen havde sin plads. Foto omkring 1964 venligst udlånt af Ebeltoft Byhistoriske Arkiv.

Det betød, at vi søskende efter skoletid sprang på cyklen og leverede frisklavet kaffe og kage. Igennem 2-3 år faldt leverancen i min lod. Det er gennem de mange daglige besøg, at jeg fik lidt indblik i, hvordan det hele fungerede.

Der var meget manuelt arbejde på den gamle fabrik, der i højsæsonen beskæftigede 12 – 14 mand, mens der ofte var perioder om vinteren med nedsat kapacitet. Her gik man til kontrol og fik stemplet i fagforeningsbogen, så understøttelsen kunne opret- holdes.

På et tidspunkt i den første halvdel af tresserne blev der opført en hel ny moderne fabrik på et område vest for den gamle fabrik. Den nye fabrik var langt mere moderne og mere automatiseret end den gamle, hvilket også indebar, at den daglige arbejdsstyrke kunne halveres. Det kom dog ikke til at gå ud over hverken Far eller hans makker Marius Jensen fra Attrup Kær.

Stenknuseriet ved den nye asfaltfabrik. I de forreste af de tre huse stod min far og sørgede for at kampestenene fandt den rigtige vej ned i stenknuseren. Det lille hus i midten rummede alle de elektriske installationer, mens den høje bygning i baggrunden udgjorde siloanlægget. Foto PRM 1965

Der skulle nemlig stadigvæk knuses sten og fabrikeres stenmel. På et område neden for den nye moderne fabrik blev der indrettet et helt nyt knuseri. Her var der anderledes styr på sikkerheden. Der var to knusere foruden flere sold med hver sin vibrator, hvilket også kunne ses ud af betjeningstavlen i det røde træskur, der husede de elektriske installationer.

Far (tv) og Marius (th) var i mange år arbejdskammerater på asfaltfabrikken. Marius kørte materialer til og fra anlægget. Her ses de ved stenknuseren. Foto PRM 1964

Store Vibrator – Lille Vibrator – Bånd 1 – Bånd 2 og hvad, der nu ellers stod ud for de mange knapper. Hvad der imidlertid var fælles for den nye og den gamle fabrik, var et tykt lag fint støv, der dækkede enhver overflade og som gav hele anlægget et gråt skær. Derfor var det også nødvendigt at få skyllet halsen en gang imellem. Det skete bl.a. efter at jeg var returneret efter en tur ned til Købmand Robdrup efter to øl og en vand. Øllene var til Far og Marius, mens sodavanden, en Jolly Cola, var mit vederlag for ulejligheden.

Livet som arbejdsmand varede til 1971, hvor Far ikke længere magtede arbejdet. Han var slidt op, sagde lægen. Lungerne havde taget skade af det støvede arbejde, og hofterne havde det heller ikke for godt efter i mange år at have bakset med de tunge sten. Efter en lægeundersøgelse blev han i en alder af 60 år bevilget førtidspension. Hermed var det slut på 45 år som arbejdsmand.

Det hører med til historien, at der ikke længere produceres asfalt i Balle. Det fik en ende, da fabrikken lukkede i slutningen af firserne i forbindelse med, at produktionen blev flyttet til udlandet.